Nordisk samarbejde
Forhåbninger om at etablere en pan-Skandinavisk stat falmet fra 1860’erne, men blev afløst af, hvad historikeren Ruth Hemstad har beskrevet som en “Indian summer” af det mellemstatslige samarbejde. Denne gang med samarbejde mellem frivillige organisationer, herunder netværk af akademikere og eksperter, sport og fritid organisationer og politiske grupper såsom arbejderbevægelsen, men fra midten af det tyvende århundrede, er det også omfattet af officielle samarbejde mellem de Nordiske regeringer., Stiftelsen af Nordisk Råd i 1952 førte til oprettelsen af et fælles nordisk arbejdsmarked og pas-og socialforsorg, der i mange årtier gik forud for en lignende udvikling i EU. Disse ordninger har også lettet migration mellem de Nordiske lande, især fra Finland til Sverige i 1960’erne.
udvikling af det Nordiske samarbejde har ikke altid gik glat., Mere ambitiøse ordninger for Økonomisk Samarbejde eller forsvarssamarbejde er til tider endt i fiasko, mens mobiliteten inden for regionen i 2016 blev hårdt udfordret af genindførelsen af grænsekontrol. Samtidig er det nordiske samarbejde blevet udvidet til nye områder, f.eks. forsvars-og sikkerhedspolitik. Repræsentanter for nordiske regeringer og andre organisationer synes ofte at have fundet det nemmest at samarbejde uden for regionen. Der er en lang tradition for Nordisk blokpolitik i institutioner som f.eks. FN og dets forgænger Folkeforbundet., I 2016 deltog statsministrene fra de fem nordiske lande i fællesskab i et topmøde med den daværende amerikanske præsident Barack Obama.
den nordiske model
ideen om en karakteristisk Nordisk model for politik og socialpolitik blev diskuteret af samfundsforskere fra 1970 ‘erne, men har sine rødder i tidligere international interesse i regionen fra mindst 1930’ erne. definitioner af modellen varierer., Det kan henvise til de omfattende og universelle nordiske velfærdsstater og de høje skatter, der er nødvendige for at støtte dem, men også til præference for konsensus beslutningstagning i politik og de centraliserede strukturer til løsning af konflikter på arbejdsmarkedet.
for nylig er begrebet ‘Nordisk model’ blevet brugt til at henvise til indførelse af markedsreformer og fleksibilitet i den offentlige sektor, f.eks. i The Economist ‘ s særberetning om regionen i februar 2013., Konceptet er ikke neutralt: for nogle udenlandske politikere og kommentatorer tjener de nordiske lande som positive rollemodeller og inspiration til politikudformning, mens de for andre tjener som dystopiske advarsler for, hvordan man ikke skal drive et samfund. Ikke desto mindre synes der at være enighed om, at der trods vigtige forskelle på tværs af regionen er vedvarende ligheder i de sociale, politiske og økonomiske strukturer i de nordiske lande, der berettiger at betragte dem som en markant klynge.,
Nordens historie
siden Kalmar-Unionens død i begyndelsen af det sekstende århundrede har der ikke været nogen enkelt statslig enhed, der omfatter hele Norden. I den tidlige moderne periode, regionen blev domineret af to store sammensatte stater – Sverige og Danmark – som rivaliserede hinanden for kontrol over Østersøen., Det danske rige bestod af Jylland og de omkringliggende øer, Norge, hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Island og Færøerne; mens det svenske rige i sin fjerneste udstrækning omfattede alt det, der nu er Finland, samt territorier, der grænser op til Østersøens sydlige kyster. Begge stater erhvervede også for en tid beskedne kolonihaver i Caribien, og for Danmark også i Indien, Vestafrika og fra 1720 ‘ erne Grønland.,
integrationen af de tidlige moderne kongeriger havde vigtige arv til den senere udvikling af Norden, ikke mindst i form af ligheder i de fem nordiske staters administrative og retslige systemer. Konturerne i et moderne Norden baseret på fem nationalstater begyndte at tage form under de europæiske krige i perioden 1789-1815, men er fortsat med at ændre sig i de efterfølgende to århundreder som vist nedenfor.,
Yderligere læsning:
- Marja Jalava og Bo Stråth, ‘Skandinavien/Norden”, i Diana Mishkova og Balázs Trencsényi, Europæiske Regioner og Grænser: En Konceptuel Historie (New York & Oxford: Berghahn, 2017), s. 36-56.
- Norbert Götz, ‘Norden: Strukturer, der ikke gør en region”, Europa-Gennemgang af Historien – Revue européenne d ‘ histoire, 10 (2003), s. 325-341.
- Øystein Sørensen and Bo Stråth, eds., Den kulturelle konstruktion af Norden (Oslo: Scandinavian University Press, 1997).