Trireme, åredrevet krigsskib, der nåede sit højeste udviklingspunkt i det østlige Middelhav i det 5.århundrede fvt. Let, hurtig og manøvredygtig, var det den vigtigste naval skibet, som Persien, Fønikien, og de græske bystater, der kappedes om beherskelse af havene fra Slaget ved Salamis i 480 f.kr gennem slutningen af den Peloponnesiske Krig i 404.
Mary Evans Picture Library/age fotostock
Det Athenske trireme, der kan betragtes som indbegrebet af den type, kan rekonstrueres med rimelig nøjagtighed på bevismateriale, der er indsamlet fra de arkæologiske udgravninger, malet keramik, og de skrifter, klassiske forfattere som Thukydid. Dens hidtil usete fremdrivende kraft blev opnået ved arrangementet af 170 roere i tre niveauer langs hver side af fartøjet—31 i øverste niveau, 27 i midten og 27 i bunden. Skroget var en tynd skal af planker sammenføjet kant-til-kant og derefter afstivet af en køl og lette tværgående ribber., Sådanne lette konstruktion aktiveret trireme til at fortrænge kun 40 tons på en samlet længde på omkring 120 fod (37 m) og en stråle af 18 fod (5,5 meter), ingen ballast blev brugt. Triremen siges at have været i stand til at nå hastigheder større end 7 knob (8 miles i timen, eller 13 km/t) og måske så højt som 9 knob under årer. Firkantede riggede sejl blev brugt til strøm, da skibet ikke var i indgreb.
triremens vigtigste bevæbning var en Bron cladeklædt ram, der strækkede sig fra kølen ved eller under vandlinjen og var designet til at gennembore de lette skrog fra fjendens krigsskibe., Derudover bar skibet et komplement af spydmænd og bueskytter, der angreb fjendens besætningsmedlemmer eller forsøgte at gå ombord på deres fartøjer. Ved udgangen af det 4.århundrede fvt, bevæbnede dæk soldater var blevet så vigtigt i søkrig, at trireme blev afløst af tungere, pyntet-over skibe med flere rækker af roere.